Topsælgere

 


Tenuta Sant´Antonio

Tenuta Sant’Antonios historie går ganske langt tilbage i tiden: Selv inden købet af vineriet i Mezzane havde familien gennem ca. 40 år opnået dybtgående kendskab til vinfremstilling i området gennem ejerskab og drift af vinmarker i San Zeno di Colognola ai Colli. 

Navnet ”Tenuta Sant’Antonio” blev valgt som en hyldest til faderen, Antonio Castagnedi, som var en af stifterne af Cantina Sociale di Colognola ai Colli – en naturlig aftager af vingårdens druer – og faderen var en af de første til virkelig at have tro på områdets muligheder. I dag er hele familien involveret i at drive forretningen, og de 4 brødre, Armando, Tiziano, Massimo og Paolo har hver især deres specielle arbejdsopgaver m.h.t. vinmarker, omkringliggende land, kældre, marketing og PR. De deles om arbejdet, og der er ikke nogen streng opdeling af den enkeltes arbejdsopgaver. 

Tenuta Sant´Antonio gården

I dag har Tenuta Sant’Antonio ca. 80 hektar vinmarker fordelt i Val d’Illasi og Val di Mezzane. Vinmarkerne er forskelligt eksponeret for sol, vind o.s.v., og har en gennemsnitlig hældningsgrad på 15 %, dog har de stejleste dele af markerne en hældning på 25 – 30 %. Jorden er af mikset sammensætning med en let overvægt af kompakt ler, og jordbunden er generelt ikke næringsrig, men har en klippebund med store områder af vulkansk oprindelse i Val d’Illasi, mens der i Mezzane hovedsageligt er kalksten med en brugbar bestanddel af jord på kun ca. 17 %, hvilket er lige på grænsen for vindyrkning. 

Lige midt i dette skønne landskab besluttede familien at bygge et vineri, der skulle passes ind i omgivelserne. Inden byggeriet fandt sted, var der gået flere år med at finde det rigtige sted, da det skulle sikres, at de nødvendige betingelser var til stede, som eksempel kan nævnes, at der først efter flere forsøg blev fundet vand ca. 400 meter nede i undergrunden, og dette vand er nødvendigt for at frembringe en vingård, der ikke er afhængig af hjælp udefra. 

Der udvises ekstrem omhu i plejen af vinmarkerne, hvis balance sikres gennem f.eks. kun at gøde (og i så fald kun organisk) når det er nødvendigt, ligesom der kun i minimalt omfang skadedyrsbekæmpes. Arbejdet i vinmarkerne begynder med beskæring af vinstokkene i februar og marts, hvorunder der højest efterlades 10 – 12 skud pr. plante, hvilket afgør eksponeringen af bladhanget og antallet af klaser reguleres gennem ”grøn høst”. Der anvendes totalt græsdække af vinmarkerne, drypvanding når det er nødvendigt samt udtynding af drueklaserne med jævne mellemrum i vækstsæsonen. Alt vinmarksarbejde, bortset fra drypvandingen, udføres udelukkende med håndkraft. 

Familien finder, at de nu har et vineri, der er stort, rummeligt og rationelt nok, til at de kan tilføje al den nødvendige teknik til at fuldføre målet om dels at udvide produktionen, men ikke mindst at opnå et kvalitetsniveau, der reflekterer udstråling og livsstil. Der er for nyligt etableret et nyt lager i dalen ca. 20 minutters kørsel fra vineriet. 

Tenuta Sant’Antonio fremstiller en for området usædvanlig stor stribe vine, og de holder et virkeligt flot pris-/kvalitetsniveau.